FORSLAG PÅ FORSKELLIGE VARIANTER AF GUIDEDE TURE

colosseo-arco-segway

En guided promenade i det historiske centrum er altid en fin introduktion til hvordan byen ser ud, og hvad der findes her. Ofte aftaler guiden direkte med gruppen, hvilke seværdigheder de vil koncentrere sig om. Dette beror også på gruppens ønske om, hvor turen skal starte. Men normalt lægger vi turen op på forhånd, og hvorfor egentlig ikke tage byrundturen på scooter eller på Segway? En almindelig introduktionstur plejer at tage 3 timer. Hvis man ønsker at besøge Vatikanmuseerne, skal man regne med 4 timer. Her følger nogle eksempler på seværdigheder, som kan inkluderes i de forskellige, guidede ture:

 

ANTIKKENS ROM

Colosseum: Romersk arena bygget år 72-80 e.Kr. under Kejser Vespasians tid. Blev anvendt til grumme gladiatorkampe med bl.a. vilde dyr. I dag er Colosseum kun museum.

Forum Romanum: Arkæologisk udgravningsområde med resterne af det antikke Roms centrum – templer, triumfbuer, senatsbygning etc. Her kan man virkelig tale om historiens vingesus!

Kapitolhøjen: En af Roms berømte 7 høje. I antikken sæde for et Jupiter tempel og i dag Roms rådhusplads, som er en af Roms smukkeste pladser designet af Michelangelo i 1500-tallet.

Piazza Venezia: Roms geografiske centrum som domineres af det imponerende Viktor Emanuel monument bygget 1885-1911. Det er Italiens nationalmonument, og det er her, man finder den ukendte soldats grav

 

KLASSISK BYRUNDTUR

Pantheon: Det bedst bevarede antikke monument i Rom som desuden anses for at være et af de vigtigste eksempler på storhTrevieden i den romerske, antikke arkitektur. Påbegyndt år 27 f.Kr. og bygningen som den ses i dag stammer helt tilbage fra Kejser Hadrians tid – år 118-125 e.Kr. Oprindeligt var Pantheon tilegnet "alle guder", siden blev dette hedenske tempel til en kristen kirke i år 609 og tilegnet alle martyrer. Kuppelen som hæver sig over templet er den største i Rom – den måler 43,3 meter i diameter. Hullet i taget er 9 meter i diamenter. Kunstneren Rafael og 2 af Italiens konger er begravede her.

Trevifontænen: Roms mest berømte fontæne i barokstil, som blev bygget på den plads, hvor Agrippa i år 19 f.Kr. lod bygge en kanal for at lede vand til sit badeanlæg nær Pantheon. Fontænen er tegnet af arkitekten Nicola Salvi og opført i midten af 1700-tallet. Blev specielt berømt efter Fellinis film "La Dolce Vita", hvor Anita Ekberg badede i denne fontæne.

Den Spanske Trappe: Roms mest berømte trappe bygget af arkitekten De Sanctis i midten af 1700-tallet. Nedenfor trappen ses den bådformede fontæne "Fontana Della Barcaccia" udført af Pietro Bernini. Området heromkring er Roms mest eksklusive shoppingområde – de dyreste og flotteste butikker ligger i gaderne mellem Den Spanske Trappe og Via Del Corso.
Piazza Navona: En af Roms smukkeste pladser; et torv i barokstil anlagt på den plads, hvor den romerske kejser Domitians antikke stadion lå, og det er samme form, torvet har i dag. Dette stadion blev opført i ca. år 80 e.Kr., og der var plads til 30.000 siddende tilskuere. 3 barokfontæner dekorerer pladsen i dag som domineres af den imponerende Flodernes Fontæne tegnet af Gian Lorenzo Berini og færdigopført i 1651. Foran fontænen ses kirken Sant'Agnese som stod færdig i 1657.